Indstilling af Puk Damsgård og Mads Køngerskov til Fortællerprisen 2018

DR indstiller hermed Puk Damsgård og Mads Køngerskov til Fortællerprisen 2018.

Når man kan gøre en umenneskelig og uforståelig krig menneskelig. Når man gennem efterladte tandbørster, kattekillinger, hjemløse sko kan gøre en fjern konflikt nærværende, så er man fortællere af den højeste klasse.

Det er Puk Damsgård og Mads Køngerskov. De har gennem det seneste halvandet år gang på gang rapporteret fra byen Mosul, der var kernen og øjestenen i Islamisk Stats kortlivede kalifat. Det har de gjort med fortællinger, der er af særdeles høj visuel og narrativ klasse.

Puk og Mads fulgte slaget om Mosul fra begyndelsen. De besøgte de små landsbyer, der blev befriet som de første. Vendte tilbage da slaget rasede om millionbyens kerne – og vendte allervigtigst tilbage – da det hele var overstået og fandt 17-årige Ahmad, der ved første kamerakast var endnu en ung araber i en udbombet by med en skolegang smadret af IS.

Men i Puks og Mads kamera er Ahmad også en globaliseret teenager med forkærlighed for Lana Del Reys sursøde pop og drømme, der ligeså kunne findes i teenageværelset i Maribo.

Puks evne til at fortælle om mennesker og detaljer og Mads evne til at visualisere denne fortælling er i særklasse og ingen steder har de vist det så klart som i deres mange fælles fortællinger fra Mosul der er bragt på DR, i TV-Avisen, Radioavisen, 21Søndag, i Horisont og på dr.dk.

Sammen har de lagt nye lag til hvordan man fortæller om en fjern og blodig krig, på en måde hvor hver eneste ord og billede emmer af menneskelighed og identifikation. Derfor indstiller DR Puk Damsgård og Mads Køngerskov til Fortællerprisen 2018.