Indstilling af Steffen Gram til Den Store Publicistpris

DR indstiller hermed Steffen Gram til Den Store Publicistpris.

Hans navn er lig med troværdighed. Dyb indsigt, autoritet og engagement. Et engagement, der får de yngre kollegaer til højlydt at sige, at de vil være ligesom Steffen Gram. For Steffen Gram er ikke bare en fremragende journalist. Han er et forbillede – et publicistisk fyrtårn.

Steffen Gram kom til Danmarks Radio dengang TV-avisen stadig var i sort/hvid, og da man stadig sagde ”De” til nogle af sine kilder. Selv om Steffen i begyndelsen af sin karriere dækkede indenrigspolitik, har det altid været udenrigspolitikken, der har haft Steffens store interesse. Det er også sådan, man ser Steffens karriere. Altid igennem i TV-aviserne eller radioaviserne fra Washington, Moskva eller en anden hovedstad, som er centrum for en væsentlig begivenhed. Og det er i grunden kendetegnende for Steffen. At han næsten altid har befundet sig lige der, hvor verdenshistorien skrives. Om det var i Moskva i 1991, da Sovjetunionen blev opløst, eller i Washington i 2008, da amerikanerne valgte deres første sorte præsident. Naturligvis var Steffen til stede for at forklare danskerne dimensionerne af begivenhederne og sætte dem ind i den rette sammenhæng.

Han har mødt flere af verdens store ledere og har altid insisteret på at stille de svære og kritiske spørgsmål, som dengang han i 1981 stik imod den diplomatiske etikette fik stillet den daværende kinesiske leder Deng Xiaoping et kontroversielt spørgsmål om en mulig genforening af Taiwan og Kina. På trods af sine præstationer har Steffen altid arbejdet efter den ydmyge filosofi, at historien er det vigtigste. Ikke ham. Steffen Gram har igennem hele sin karriere været drevet af et dybt og insisterende ønske om at oplyse og gøre danskerne klogere på den verden, de lever i.

I en alder af 67 år gør han det stadig. Han gør det i sit ugentlige radioprogram ”Verden ifølge Gram”, hvor han i løbet af en time får sat perspektiver på et af tidens varmeste udenrigspolitiske emner. Han gør det i TV Avisen eller Radioavisen, når han som international korrespondent beretter om atomforhandlinger, syriske fredsforhandlinger eller om de seneste møder i FN’s Generalforsamling. Han gør det, når han skriver sine populære analyser på DR.DK eller når han på sociale medier forklarer konflikten omkring Nordkorea. Han gør det, når han i 2018 får genåbnet døren for danske journalister til Indien, så han kan fortælle sine lyttere om udviklingen i det store land. Og han gør det gerne.

Men Steffen kan også noget andet. Han kan lære fra sig, og han deler gerne ud af sin viden og sin erfaring med alle, der er interesserede i den – uanset om det er praktikanter, garvede studieværter eller korrespondentkollegaer. Han er en holdspiller og får dermed overleveret de publicistiske ambitioner til nye generationer.

Derfor indstiller vi Steffen Gram til Den Store Publicistpris.