Indstilling til Den Lille Publicistpris for den samlede dækning af Region Syddanmark

Indstilling til Den Lille Publicistpris for den samlede dækning af Region Syddanmark

Indstillede: Tore Bønke Jeppesen, Jonas Ancher Nyeng og Jakob Herskind – Fyens Stiftstidende.

Indstiller: Poul Kjærgaard, chefredaktør, Fyens Stiftstidende.

I et interview med Dagens Medicin ved udgangen af 2016 kaldte regionsrådsformand Stephanie Lose (V) Fyens Stiftstidende for sin yndlingsaversion. Hun erklærede sig træt af avisens kritiske afdækning af skandalesager i Region Syddanmark, og det kan man egentlig godt forstå.

I en tid, hvor lokal- og regionaljournalistikken er under pres, har Fyens Stiftstidende formået at fastholde brugen af undersøgende, kritisk journalistik i et omfang, der normalt kun bedrives på de store landsdækkende medier.

Ingen af landets øvrige regioner – eller de fleste kommuner for den sags skyld – har været dækket lige så tæt som Region Syddanmark, og adskillige af sagerne har været på den nationale dagsorden.

Gennem de seneste år har avisen afdækket en række problemer og deres konsekvenser:

  1. Regionen så over længere tid gennem fingre med massive huller i vagtplanen hos ambulanceselskabet Bios og fejludbetalte millioner til virksomheden, lige inden den gik konkurs.
  • Tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) måtte gå af som forsvarsminister efter historier om mulig misbrug af offentlige, regionale midler under sin valgkamp ved det seneste folketingsvalg.
  • Afdækning af en syg kultur i regionen, hvor konflikter i topledelsen kostede regionen over en million kroner i advokat- og konsulentregninger.
  • Afdækning af en tidligere sygehusdirektørs bijobberi på et af regionens sygehuse, hvor han modtog op imod halvanden million kroner for meget i betaling.
  • Regionen har stoppet brugen af åremålskontrakter efter afsløring af ulovlige og i nogle tilfælde overbetalte kontrakter med klare tegn på nepotisme.
  • Afdækning af massive problemer med at styre projekteringen af det nye supersygehus, Nyt OUH, hos regionens totalrådgiver, der førte til en milliardoverskridelse på anlægsbudgettet.

Afsløringerne i Fyens Stiftstidende har ført til direkte afskedigelser, men har endnu vigtigere også haft gennemgribende betydning for regionens organisering og interne kontrol.

Derfor indstilles de tre journalister til Den Lille Publicistpris.

SAGERNE

Højdepunkterne i dækningen kan ses her i et – næsten opdateret – overblik over de mange sager fra Region Syddanmark: https://www.fyens.dk/indland/To-turbulente-aar-Se-alle-skandalerne-i-Region-Syddanmark/artikel/3101846