Jonas Langvad Nilsson til Fortællerprisen

Jeg indstiller journalist Jonas Langvad Nilsson til Fortællerprisen for hans portræt ’Mit liv som Mads Holger’, bragt i Euroman september 2017.

Forfatteren, forføreren og debattøren Mads Holger døde i juli 2016. Han tog sit eget liv, 38 år gammel. Hans pludselige død blev dækket intenst, og så med ét ebbede det ud, som det ganske naturligt gør i nyhedsstrømmen.

På Euroman følte vi ikke, at vi havde fået historien om Mads Holger, den sammenhængende fortælling, der gjorde os klogere på mennesket bag de mange provokerende udsagn og den selviscenesatte fremfærd. I portrættet ’Mit liv som Mads Holger’ forsøger Jonas Langvad Nilsson at gøre læseren klogere på et kompliceret menneske. Gennem talrige interview med Mads Holgers familie og nære vennekreds lykkes det for Jonas Langvad Nilsson at tage læseren med ind i Mads Holgers verden og give et signalement af et svært sind. Det er en journalistik fortælling om at føle sig forkert i tid og sted. Og det er historien om at længes efter at være en familie. Selv da Mads Holger senere som voksen havde alle chancer for at bryde med sin opvækst og skabe sin egen familie, kunne han ikke. Som var han blevet fanget i rollen som levemand, provokatør og playboy.

Portrættet af Mads Holger er, hvad enten man brød sig om ham eller ej, inderst inde et portræt af ensomhed. Nænsomt og respektfuldt skrevet i en række centrale scener og personkarakteristikker, fortalt i en tone, der hverken er kælen eller svulstig. Et godt portræt indfanger et menneskes lyse og mørke sider, og det formår Jonas Langvad Nilsson i ’Mit liv som Mads Holger’.

Gennem adskillige år har Jonas Langvad Nilsson skrevet portrætter af danskere, kendte som ukendte. Han evner at få øje på noget i mennesker, som andre ikke ser. Han får portrætpersonen til at rejse sig fra papiret i en blanding af dybdegående interview, personbeskrivelser og visuelt stimulerende scener, som giver læseren følelsen af at være i selskab med portrætpersonen, næsten som i en roman eller en film. Det er journalistisk research og kildekritik kombineret med en forfatters flair for den gode fortælling.

Ud over ’Mit liv som Mads Holger’ tæller Jonas Langvad Nilssons seneste bidrag i Euroman portrætter af forfatteren og filmmanden Jørgen Leth, skuespilleren Claes Bang, komikeren Jan Gintberg og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Også her bliver man som læser klogere, og akkurat som i portrættet af Mads Holger anerkender Jonas Langvad Nilssons levende fortællinger, at alle mennesker forbliver en gåde. Både når vi lever, og når vi dør.

Med venlig hilsen

Karl Erik Stougaard