Steffen Gram til Den Store Publicistpris

Vi indstiller journalist og DR’s internationale korrespondent Steffen Gram til Den Store Publicistpris for 40 års arbejde som korrespondent, redaktør og rejsende formidler af den store verden uden for Danmark på radio, TV og online. 

Nærmest inden nogen af os blev født, begyndte Steffen Gram sit virke som journalist. Han formidler enestående og – som ingen andre – komplicerede sammenhænge med nærvær, dyb indsigt og unikt overblik. Han formår som ingen andre at gøre storpolitik relevant, spændende og nærværende for den danske befolkning. Og Steffen Gram er ikke bare en fremragende journalist. Han er et forbillede.

Steffen Gram begyndte på Danmarks Radio i 1976, og det har altid været udenrigspolitikken, der har haft Steffens store interesse, og han har oftest befundet sig lige der, hvor verdenshistorien skrives. Om det var i Moskva i 1991, da Sovjetunionen blev opløst, eller i Washington i 2008, da amerikanerne valgte deres første sorte præsident.

 Han har mødt flere af verdens store ledere og har altid insisteret på at stille de svære og kritiske spørgsmål, som dengang han i 1981 stik imod den diplomatiske etikette fik stillet den daværende kinesiske leder Deng Xiaoping et kontroversielt spørgsmål om en mulig genforening af Taiwan og Kina. På trods af sine præstationer har Steffen Gram altid arbejdet efter den ydmyge filosofi om, at historien er det vigtigste. Ikke ham. Det, der har drevet Steffen igennem hele karrieren, er et dybt og insisterende ønske om at oplyse og gøre danskerne klogere på den verden, de lever i.

I øjeblikket gør han det i sit ugentlige radioprogram ”Verden ifølge Gram”, hvor han i løbet af en time får sat perspektiver på et af tidens varmeste udenrigspolitiske emner. Han gør det, når han som international korrespondent beretter om atomforhandlinger, G20-topmøder, forsøget på at skabe fred i Syrien eller da han for nyligt som den første danske journalist siden 2011 formåede at få journalistvisum til Indien. 

Steffen Gram er altid velforberedt. Gennem sin grundige research og sin unikke indsigt belyser han  præcist og nuanceret alle de vigtige og store temaer, der betyder noget for Danmark. Han løfter gang på gang udlandsdækningen i Danmark gevaldigt.

Steffen Gram fortjener æresprisen for sit mangeårige og vigtige arbejde med at gøre os klogere på verden.

Indstillet af: Puk Damsgård, Sanne Gram Fadel, Marie Buss og Philip Khokhar