Indstilling af chefredaktør Erik Bjerager til Den Store Publicistpris 2018

Vi indstiller hermed Erik Bjerager, ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Kristeligt Dagblad, til at modtage årets store publicistpris.

Erik Bjerager har i sine indtil nu 24 år som chefredaktør for Kristeligt Dagblad gjort avisen til dansk dagspresses største – hvis ikke eneste – vedvarende succes.

Ved at gøre tro, etik og eksistens til avisens fokus har han etableret en ny genre, der i dag trives og findes langt ud over hans egen avis’ rammer: journalistik om livets store spørgsmål.

Med lavmælt, solidt arbejde har han skabt en oplags- og læsersucces, der går mod alle branchens tendenser. *) Den betjener sig ikke af store armbevægelser, men vokser år for år på et grundlag af lødighed, klassisk journalistik og ægte interesse for vores historie og samtid samt vores forståelse af de to størrelser.

I sit bredere publicistiske virke har han igennem årene haft pressefrihed og redaktørers og journalisters arbejdsvilkår som omdrejningspunkt, eksemplificeret ved hans formandskab som President for den globale organisation for chefredaktører, World Editors Forum (2011-2015, nu Vice President).

Dertil kommer hans formandskab for det nationale nyhedsbureau Ritzau, der i hans tid som formand
(2007-) er blevet genrejst fra dyb krise til ny vækst og en lovende fremtid.

Det er mere end nogen anden enkeltperson Erik Bjeragers fortjeneste at have gjort religion og ånd til stuerene størrelser i det danske mediebillede. Et medie, der i dag ignorerer, at læsere, seere og lyttere også ønsker at se sig spejlet som åndelige individer, gør det på egen risiko.

Han holder foredrag landet rundt, skriver ledere og bøger og debatterer – selvom han egentlig ikke bryder sig voldsomt om at være på. Også derved adskiller han sig fra de fleste i en branche, hvor personlig beskedenhed ikke er et fremherskende karaktertræk.

Erik Bjerager er sin generations mest bæredygtige bud på en mediechef og en af Danmarks mest kompetente, vedholdende og erfarne publicister. Ingen er selvskrevet til at modtage nogen priser – men Erik Bjerager kommer tæt på i denne sammenhæng.

Kerrin Linde, udlandsredaktør, og Jeppe Duvå, redaktionschef                                                                     Kristeligt Dagblad

*) de netop offentliggjorte læsertal for andet halvår 2017 viser eksempelvis, at Kristeligt Dagblad og Ekstra Bladet nu er lige store