De nominerede til Publicistpriserne 2018 er…

Cecilie Beck er vært, når den Danske Publicistklub uddeler deres priser for 39. gang onsdag den 25. april kl. 19.00 på Bremen Teater i København.
Publicistklubben arbejder for at sikre og udvikle lødig publicisme. Med Publicistpriserne hædrer man de allerbedste for at fremhæve dem, der kan inspirere andre.

Publicistpriserne støttes af Jyllands-Postens Fond, Aarhus Stiftstidendes Fond og Stelton.

Publicistklubben – Danmarks ældste forening for journalister og redaktører – har nu udvalgt de i alt 12 nominerede til de fire priser, der hvert år uddeles i klubbens navn. Ud af tæt på 100 indstillede projekter, medier og mennesker er der fundet særdeles kvalificerede kandidater i alle kategorier.

De nominerede er

Til Den store Publicistpris, som gives til den eller de, som igennem mange år har ydet en ekstraordinær indsats for den frie publicisme i Danmark, er der følgende tre nominerede:

Erik Bjerager, chefredaktør, Kristeligt Dagblad
Steffen Gram, korrespondent, Danmarks Radio
Arne Hardis og Hans Mortensen, journalister, Weekendavisen

Til Den lille Publicistpris, som typisk gives til personen eller holdet bag et ekstraordinært projekt, nomineres disse tre grupper:

Holdet bag afdækningen af meningitissagen, DR (Line Gertsen, Laura Marie Sørensen, Maiken Steen Frederiksen, Astrid Fischer, Mathias Friis, Niels Jacob Schøtt og fotograf Thomas Overgaard fra DR Nyheder og journalisterne Jonas Deiborg og Christian Stemann fra P4 København)

Holdet bag serien om de misbrugte filmbørn, Politiken og TV2 (Sandra Brovall, Frauke Giebner, Politiken, Amalie Kønigsfeldt, Cecilie Frydenlund og Peter Vesterlund, TV2/Impact TV)

Jesper Kongstad og Matias Seidelin, Jyllands-Posten, for dækningen af Danmarks køb af nye kampfly

Fortællerprisen gives for den enestående godt fortalte historie, som giver ny inspiration i såvel form som indhold. De nominerede er:

Nathalie Ostrynski, Berlingske
Superliga Backstage, Discovery
Søren Ryge Petersen, DR

Medieprisen gives for et fremragende arbejde i publicismens og offentlighedens tjeneste. De nominerede er:

DR3
Bornholms Tidende
Watch Medier

Formand for juryen og Den Danske Publicistklub, Per Mikael Jensen, udtaler:

“Der har været særdeles stærke indstillinger at vælge iblandt i år, og mange flere kunne have fortjent som minimum en nominering. Men juryen har truffet et forstandigt valg, synes jeg, og nomineringerne er også udtryk fra en meget stor bredde i den gode publicisme. Fra klassiske afsløringer over nye måder at fortælle om på til fortællere med stor personlighed.”

Årets jury består af Per Mikael Jensen (fmd.), Lone Frank, Christian Jensen, Miriam Zesler, Anna von Sperling, Hanne Sindbæk, Michael Dyrby og Karl Kühlmann Selliken.

Kom med til en festlig aften i publicismens tegn:

Priserne uddeles ved en gallafest onsdag 25. april i Bremen Teater. Billetterne koster 250 kr. for medlemmer og 350 kr. for gæster og kan købes her.

Cecilie Beck byder velkommen og guider os igennem et stort prisshow med flere særlige gæster – blandt andre kulturminister Mette Bock, som i bedste ’Correspondents Dinner’-stil vil give sin status på mediebranchen anno 2018.

Festen begynder med rød løber og lidt at drikke, inden selve showet går i gang. Efterfølgende er der mulighed for at fortsætte festen i Bremen Teater.

DEN STORE PUBLICISTPRIS
Den Danske Publicistklubs ærespris. Tildeles en eller flere nulevende publicister for en mangeårig, fremragende indsats, der er i overensstemmelse med klubbens formål om at værne om ytringsfrihed og medvirke til indsigt i den aktuelle medie- og samfundsudvikling.

DEN LILLE PUBLICISTPRIS
For en udgivelse, der er en ekstraordinær præstation under publicismens fane. Prisen gives til holdet/udgiveren bag udgivelsen.

MEDIEPRISEN
For et medie der repræsenterer et nybrud i måden at tænke og være et seriøst publicistisk medie på. Prisen gives til mediets initiativtager/initiativtagere og/eller drivende kraft/kræfter.

FORTÆLLERPRISEN
For den enestående godt fortalte historie, som giver ny inspiration i såvel form som indhold.