Årets publicist er Erik Bjerager

Vinderne af Publicistpriserne 2018 er…

Den Danske Publicistklub, Danmarks ældste forening for journalister og redaktører, har netop uddelt deres årlige priser. Erik Bjerager, direktør for Kristeligt Dagblad modtager Den store Publicistpris 2018. Fortællerprisen går til Søren Ryge Petersen, DR3 modtager Medieprisen, mens Den lille Publicistpris går til holdet bag ’De misbrugte filmbørn’, et samarbejde mellem Politiken og TV2.

Cecilie Beck var vært ved den årlige prisfest, der blev afholdt på Bremen Teater. Årets priser er støttet af Politiken Fonden, Jyllands-Postens Fond, Aarhus Stiftstidendes Fond og Stelton.

Ud af 100 indstillinger havde juryen valgt 12 nominerede til årets priser.

Erik Bjerager hyldes for en mangeårig indsats

Erik Bjerager fra Kristeligt Dagblad var sammen Hans Mortensen og Arne Hardis, (Weekendavisen) og Steffen Gram (DR) nomineret til Den Store Publicistpris, som gives for en ekstraordinær indsats for den frie publicisme i Danmark. Det var andet år i træk, at Erik Bjerager var nomineret til Den Store Publicistpris.

Formand for Publicistklubben Per Mikael Jensen sagde i sin tale:

“Det er en særlig kvalitet at kunne lede en avis igennem så mange år, som Erik Bjerager har gjort det med Kristeligt Dagblad. (..) Han formår at give sine medarbejdere plads til at beskæftige sig med det, de brænder for: at udkomme med de bedst tænkelige historier hver dag, hver time, hele tiden. Han har sat et meget stort aftryk på danske medier i almindelighed, blandt andet som formand for Ritzaus Bureau, men også på international publicisme som formand for World Editors Forum.” 

TV2 og Politiken modtager Den lille Publicistpris

De medvirkendes mod i ‘De misbrugte filmbørn’ har inspireret andre til at stå frem og fortælle, hvad de har været udsat for. Derfor har juryen i år valgt at give Den Lille Publicistpris til holdet bag dokumentaren, der var nomineret sammen med Jesper Kongstad og Matias Seidelin (Jyllands-Posten) og holdet bag afdækningen af meningitissagen (DR). Medlem af juryen Miriam Zesler sagde i sin motivation:

“En utrolig stærk dokumentar i to dele på TV2 og en digital fortælling i fire kapitler på politiken.dk og i avisen. En afsløring, der også i høj grad har samfundsmæssig interesse. Det fokus, som en serie som ’de misbrugte filmbørn’ skaber, er med til at øge opmærksomheden om overgreb, misbrug og voldtægter generelt og gør en væsentlig forskel i en tid, hvor Metoo-bevægelsen åbner døre for dem, der hidtil ikke har haft en stemme.”

’Danmarks store fortæller’

Søren Ryge Petersen (DR), Nathalie Ostrynski (Berlingske) og holdet bag Superliga Backstage (Discovery Networks) var nomineret til Fortællerprisen. Prisen gik til Søren Ryge Petersen, der modtog prisen af sidste års modtager af Den store Publicistpris og medlem af juryen, Lone Frank:

“Søren Ryge er Danmarks store fortæller. I 40 år har han med sin helt særlige sindige tale både åbnet vores hoveder for verdener, som vi ikke anede eksisterede og evnet at genfortrylle den verden, som vi troede vi kendte.”

En lille perle i det danske mediebillede

Watch Medier, Bornholms Tidende og DR3 var nomineret til Medieprisen. DR3 løb med prisen – som medlem af juryen Michael Dyrby sagde i hans motivation:

“DR 3 er en lille perle i det danske mediebillede. Opfindsom, modig, nærværende, talentfuld og sympatisk. DR3 har i særlig grad været i stand til lave nyskabende og eksperimenterende indhold hvor især målgruppen – og alle os andre – har fået adgang og indsigt i den vilde periode, hvor man kæmper for at finde sin egen identitet.”

Årets jury bestod af Per Mikael Jensen (fmd.), Lone Frank, Christian Jensen, Miriam Zesler, Anna von Sperling, Hanne Sindbæk, Michael Dyrby og Karl Kühlmann Selliken.