Da korrespondenten Matilde Kimer tidligere i år blev tildelt Publicistprisen 2025, var hendes mangeårige og vedholdende virke som formidler af Ruslands og Ukraines indre liv en afgørende del af begrundelsen. Og da hun den 3. september besøgte Den Danske Publicistklub, bekræftede hun til fulde, at hun var værdig til prisen.
Matilde Kimer ankom til arrangementet, netop efter at have afsluttet optagelserne til DR-udsendelsen Krigens Døgn, hvor hun for nylig var tiltrådt som vært. Kort efter styrtede hun videre ud på gaden til DR’s sendevogn for at medvirke i en liveindslag til DR’s nyheder kl. 18.30 om den ukrainske præsident Zelenskyjs pludselige besøg i Danmark.
Trods tidspresset formåede den »vedholdende« Matilde Kimer alligevel at berige og underholde de mange fremmødte – nørder såvel som nybegyndere – med sin indgående viden om Rusland og russerne, Ukraine og ukrainerne samt de to landes pågående krig. Hun gav samtidig et interessant indblik i, hvordan man bedst muligt dækker en så vigtig konflikt, når man – som Matilde Kimer – ikke har adgang til den ene part i krigen: Rusland, hvor hun er persona non grata frem til 2032.
Her kom årets prismodtager med en væsentlig betragtning for publicister – nemlig at man som journalist skal være varsom med ikke at blive forudindtaget og tage parti, blot fordi man kun har adgang til det land, altså Ukraine, der bliver bombet.
Moderator ved samtalen var Tor Arnbjørn, næstformand i Den Danske Publicistklub.
