Godt 100 dage efter at Bjarne Corydon overtog posten som generaldirektør for DR, lagde han i torsdags (27. november) vejen forbi Publicistklubben til en debat om det politiske pres på DR og fremtiden for Danmarks største mediehus.
Der var fuldt hus, høj energi i lokalet og en skarp debat mellem Corydon og Nynne Bjerre Christensen, der styrede samtalen med sikker hånd.
Allerede fra starten stod det klart, at den nye generaldirektør var i topform. Nynne Bjerre lagde ud med at spørge direkte til det politiske pres, som DR i øjeblikket oplever – særligt fra flere borgerlige partier, herunder Liberal Alliance, der beskylder DR for at misinformere, manipulere og skabe frygt.
Corydon svarede klart:
”Det er selvfølgelig et legitimt politisk synspunkt at sige, at man vil af med DR eller have et mindre DR. Men når kritikken bliver meget markant og går på nogle eksempler – og når nogle af de begreber, du nævner, tages i anvendelse – så er det min rolle at pege på fakta.”
Og fakta er, som han påpegede, at 85 procent af befolkningen opfatter DR som troværdig.
Han tilføjede, at selv blandt borgerlige vælgere opfattes DR som mere troværdig end Berlingske.
Nynne Bjerre mente dog, at der kan være behov for en endnu mere ”bredskuldret” mediechef, når DR’s journalister af en politisk leder beskyldes for at lyve, manipulere og være ”røde lejesvende”.
”Og jeg kan slet ikke høre dig,” sagde hun på et tidspunkt.
Corydon svarede, at han allerede er markant til stede i den offentlige debat, men understregede også, at han ikke vil være ”opsynsdame”:
”Jeg kommer ikke til at fortælle de politiske partier, at det og det sprog må de ikke bruge.”
Han mindede samtidig om, at DR ikke kun kritiseres for at være rød:
Der er også mange, der mener, at DR er for borgerlig eller ikke tilstrækkeligt grøn – og når det gælder Gaza-dækningen, er flertallet af klagerne, at DR er for Israel-venligt.
Spørgsmålet om, hvem der skal være DR’s nye nyhedsdirektør efter Sandy French, ville eller kunne Bjarne Corydon ikke svare på. Men til gengæld satte han ord på DR’s sandsynlige udvikling de kommende år.
Ifølge ham er det mest realistiske scenario, at DR fortsat vil være forholdsvis vellidt – ikke af alle, men af et stort flertal i befolkningen og blandt politikerne. Medarbejderne vil formentlig være tilfredse ”det meste af tiden”, og der vil fortsat være masser af ros til indholdet.
Men samtidig risikerer DR – stille og roligt – at blive mindre betydningsfuldt i det danske samfund.
Et DR, der bor i et hjørne, hvor det bliver aet på hovedet, indimellem kontroversielt, men med faldende samfundsmæssig tyngde.
”Hvis du ikke ønsker den udvikling, fordi du ikke synes, det er demokratisk holdbart, så tror jeg, at du skal tage nogle relativt store greb på forholdsvis mange ting i de kommende år,” lød hans tydelige advarsel.
Debatten blev afsluttet med spørgsmål fra den tætpakkede sal – et tegn på, hvor meget DR’s rolle fylder i en tid, hvor medierne spiller en stadig større rolle i vores demokrati og selvforståelse.