Traditionen tro åbner Publicistklubben det nye år med et særligt arrangement for modtageren af Cavlingprisen – og 2025 bliver ingen undtagelse. Ugen efter prisoverrækkelsen inviteres årets Cavling-vinder til en samtale i Klubben den 15. januar kl. 17.00.
Hvem der løber med Danmarks mest prestigefyldte journalistpris, afgøres først den 9. januar, når prisen uddeles i Arbejdermuseets festsal. Men allerede nu er det sikkert, at årets vinder kommer forbi Publicistklubben – alle fem nominerede projekter har nemlig på forhånd sagt ja til at deltage, hvis de modtager prisen.
De nominerede til Cavlingprisen 2025
I alt blev 45 projekter indstillet til prisen, men kun fem er nomineret:
’UnderDanmark’ og ’På statens regning’ – DR
Søren Rasmussen, Nicolai Viborg, Isabel Morales og Frederik Bruun Madsen er nomineret for dokumentarer, der afdækker farligt asbestarbejde, ulovlige aftaler, sikkerhedsproblemer, snyd med kontrakter og uregelmæssigheder på danske byggepladser.
Freelancejournalisten Isabel Morales Bondy modtog tidligere i år Kristian Dahls Mindelegat for sit arbejde med serierne.
’Alle vi børn i Gangsterby’ – Politiken
Frank Hvilsom og Mads Nissen skildrer en ekstremt voldelig og svært tilgængelig kriminel kultur blandt svenske børn og unge – en udvikling, som også har sat tydelige spor i Danmark.
’Skolens tabte børn’ – DR
Jens Langhorn og Marie Skovgaard fortæller gennem en personlig og dokumentarisk fortælling om børn med ekstrem skolevægring – og om de familier, der står midt i en desperat kamp for at få hverdagen til at hænge sammen.
Afdækningen af Samsam-sagen – DR og Berlingske
Louise Dalsgaard, Jens Anton Bjørnager og Simon Andersen nomineres for parallel og uafhængig journalistik, der førte til en historisk Højesteretsdom, som pålagde efterretningstjenesterne at bekræfte Ahmed Samsams rolle som agent.
Dansk våbeneksport til Israel – DanWatch og Dagbladet Information
Lasse Skou Andersen, Sebastian Gjerding, Emilie Ekeberg, Nikolaj Houmann Mortensen og Charlotte Aagaard undersøger, hvordan dansk militært udstyr ender i Israel – og bruges der. Projektet er indstillet med fire forslag.
Publicistklubben ser frem til at byde årets Cavling-modtager velkommen til en samtale om journalistik, metode og det arbejde, der ligger bag en af årets vigtigste historier.
