True crime har for alvor fået fodfæste i den danske offentlighed. Podcasts, dokumentarer og artikler om mord, bander og kriminelle miljøer topper hitlisterne, og genren fylder en stadig større del af mediedækningen.
Med den øgede udbredelse følger markante publicistiske udfordringer. Når flere medier og formater kaster sig over de samme sager, skærpes konkurrencen om tempo, vinkler og opmærksomhed. Det rejser spørgsmål om redaktionelt ansvar, hensynet til pårørende, risikoen for glorificering af gerningsmænd – og om krimistoffets dominans fortrænger andre væsentlige samfundshistorier.
Publicistklubben inviterer til debat om, hvordan journalister og redaktører navigerer i en genre, hvor publikumsinteressen er stor, men hvor de etiske og journalistiske dilemmaer er komplekse. Hvornår tipper formidling over i underholdning? Hvilke grænser bør gælde? Og hvordan bevares den publicistiske tyngde, når true crime er noget, alle kaster sig over?
Tre af landets markante formidlere af krimistof giver deres bud på udfordringerne og de redaktionelle valg i praksis:
- Carsten Norton, journalist, forfatter og vært på TV 2’s Skyggesiden samt podcasten Banderelateret
- Christina Ehrenskjöld, journalist og forfatter til flere bøger og dokumentarer om kriminelle miljøer – senest Ud af skyggen – kvinderne bag vesten 2
- Per Lysholt, journalist og vært på DR-podcasten Djævlen i detaljen
Moderator: Kurt Strand, journalist
Tid: Onsdag 4. marts 2026, kl. 17:00 Sted: Klub, Linnésgade 25
Efter arrangementet afholder Publicistklubben sin årlige Generalforsamling
