Jakob Nielsen, Altingets chefredaktør, stod fast på et bud, som han allerede udtænkte på valgnatten:
En socialdemokratisk mindretalsregering, der må manøvrere sig frem og samle flertal fra sag til sag.
”I journalistik er det mega fedt at have en solohistorie, men ikke så godt, hvis den bliver ved med at være en solohistorie. Sådan er det med min forudsigelse om en socialdemokratisk mindretalsregering, men det er stadig mit bud,” forklarede Jakob Nielsen og uddybede:
”Der er ikke nogen kombination af tre partier, der kan samle flertal. Man skal op på mindst fire partier, og i de fleste kombinationer skal man faktisk have fem. Så hvis regeringsforhandlingerne trækker ud længe nok, kan det være, at min solohistorie ender med at være en fælleshistorie.”
De to andre politisk kyndige i panelet, Elisabet Svane, politisk analytiker på Politiken, og Jacob Bruun, stifter og rådgiver i Bruun Advisory, og fhv. særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, hældede derimod til en bred centrumvenstre regering.
”Og får vi en regering bestående af S, SF, Moderaterne og de radikale, så bliver Lars Løkke den mest blå, og det vil sige, at han skal være mere blå, end han var i SVM-regeringen, hvor han havde Troels Lund som sit blå skjold. Og så vil der stå seks blå partier i opposition klar til at gå direkte i struben på Løkke. Og derfor skal han have afprøvet, om der er om ikke et blåt alternativ, så et alternativ på midten,” fremskrev Elisabet Svane.
Men en ting er bogstavlegen. Noget andet er, hvornår danskerne så bliver præsenteret for en ny regering, og det efterlyste politisk analytiker i DR, Pia Glud Munksgaard, der modererede debatten med sin egen dybe indsigt i regeringspuslespillet, også et bud på.
Svaret fra de tre debattører var, at vi efter alt at dømme skal ind i maj – måske sent i måneden. Og forklaringen er blandt andet, at Lars Løkke Rasmussen og de blå partier er nødt til at insistere på en ny kongerunde med Lars Løkke eller Troels Lund Poulsen for bordenden, fordi de har flertal sammen. Det handler om de blå partiers troværdighed, da de jo har slået sig op som et alternativ til four more years med Mette Frederiksen. Men det handler også om Lars Løkkes troværdighed, fordi han så kan slå på, at han har gjort, hvad han kan for at få en regering hen over midten, hvis han og Moderaterne ender med at parre sig med de røde.
”Lars Løkke har en drømmeposition – præcis det forhandlingsmandat, han gerne vil have. Men det mest sandsynlige er, at han vil tage sig til takke med en regering, der ikke er det, han have håbet,” vurderede Jacob Bruun.
Under alle omstændigheder skal de partier, der ender med at danne regering sluge kameler af varierende størrelse. Og som Elisabet Svane kunne citere Lars Løkke for:
”Når man skal sluge kameler, så er magt simpelthen det krydderi, der får dem til at glide lettes ned.”
Er det mediernes skyld?
Pia Glud Munksgaard spurgte også ind til mediernes valgkampsdækning – ikke mindst med udgangspunkt i kritikken fra Venstre-profilen Christian Friis Bach, der beskylder flere medier, især DR, for at kørt “kampagnejournalistik” imod landbruget, og dermed også imod Venstre, der fik det dårligste valgresultat nogensinde.
Og ja, medierne har ikke været gode nok til at sætte de rette proportioner på, mente Jakob Nielsen.
”Medierne inklusive Altinget burde have været bedre til at understrege, at diskussionen om rent drikkevand, ikke handler om det vand, vi tapper fra hanen i dag. Det handler om drikkevandet i fremtiden. Men det var ikke derfor, at Venstre tabte valget,” fastslog Jakob Nielsen, der mener, at Venstre måske skulle skæve til det, de radikale har lagt krop til i de seneste par årtier – nemlig, at uanset hvor meget de radikale selv synes, at de har strammet deres udlændingepolitik, bliver de fremstillet som uansvarlige halalhippier.
”På samme måde er det bekvemt for de andre partier at fremstille Venstre som partiet med meget tætte bånd til landbruget,” sagde Jakob Nielsen.
Jacob Bruun hører ikke til dem, der klynger over mediernes dækning.
”Den er, som den er. Nogle gange medvind, andre gange modvind. Men hvis man måler på det, så var drikkevand kun lige med det yderste af neglene et topti-tema i det, vælgerne gik op i under valgkampen. Til gengæld er der ét tema, som jeg altid savner i dækningen af dansk politik og når der er valg, er, hvem skal betale regningen,” sagde Jacob Bruun.
