Publicistklubbens formand gennem 14 år, Hans Bischoff er død, 88 år.
Hans var ualmindeligt vellidt blandt kolleger og seere og blev kendt som økonomen, der gerne skar i kyllinger og franskbrød for at forklare udviklingen i den danske økonomi.
Hans blev kendt for vendinger som: “Det går godt for den danske økonomi. I hvert fald bedre end frygtet for et år siden.”
Hans var jo økonomisk journalist i en periode, hvor renten bevægede sig langt over 20 procent.
Hans Bischoff blev uddannet på BT. Via Information kom han til TV Avisen i 1975. Her var han både reporter og studievært og særdeles aktiv i Journalistgruppen i DR, hvor han var kasserer.
Bischoff fik Cavlingprisen i 1967, og blev formand for Publicistklubben i 1992. Frem til 2006 prægede han foreningen med en lang række spændende arrangementer, hvor han trak på sit enorme netværk i det danske samfundsliv.
Bischoff var kendt som en munter og yndig ordstyrer ved det traditionelle arrangement Dagen Derpå – morgenen efter alle Folketingsvalgene.
Her er DRs omtale af Hans Bischoff.
Æret være hans minde

Comments are closed.

Derfor fortjener de årets Publicistpris

Årets nominerede til Publicistprisen har gjort sig fortjent til anerkendelsen ved at forny, fordybe og udfordre den offentlige samtale – hver på deres måde.


Lea Korsgaard har som chefredaktør og medstifter af Zetland været en drivende kraft bag mediets succes og voksende betydning i det danske mediebillede.
Med sin stærke publicistiske stemme og visionære tilgang har hun sat en ny standard for digital journalistik – hvor klassiske dyder smelter sammen med nærvær og nytænkning.
Hun insisterer på journalistik, der går i dybden, formidles med respekt og bygger på tillid – ikke sensation.
Lige siden hun var ung journalist, har hun markeret sig med energi og ambition. Hun har ikke bare udviklet, men udvidet dansk publicisme og styrket den demokratiske samtale.

Matilde Kimer har i årevis som DR’s Rusland- og Ukrainekorrespondent insisteret på, at forståelsen af netop de to lande er afgørende – også for Europas fremtid.
Længe før invasionen ændrede vores hverdag og sikkerhedspolitik, viste hun, hvorfor konflikten er vigtig. Og hun fik ret.
Med brændende engagement og stærk faglighed har hun givet os indsigt i historie, sprog og mentalitet.
Hun kalder sig ikke krigskorrespondent, men Rusland- og Ukrainekorrespondent. Hun rejste ikke efter krigen – krigen kom til hendes stofområde. Og hun bliver ved.

Sørine Godtfredsen – cand.theol., sognepræst, debattør og podcastvært – er også en markant publicistisk stemme i offentligheden.
Hun skriver og taler med et intellekt, der rækker ud over det aktuelle og inddrager det principielle og eksistentielle.
Hun forener teologisk indsigt og journalistisk håndværk i en personlig og præcis formidling af tidens dybere spørgsmål.
Hun tør stå uden for tidens strømninger og tale klart om grundlæggende værdier – og sætte aktuelle emner i idé- og kulturhistorisk perspektiv.

This will close in 0 seconds

Exit mobile version
X