Spørgelysten var stor. Forventningerne i top. Publicistklubben kunne som de første præsentere DRs “nye” formand, som for første gang skulle fortælle offentligt, hvad hun og bestyrelsen vil med DR.

Sodavandene var kolde, kaffen varm og Nynne Bjerre Christensen var i topform. DR-formanden Marianne Bedsted havde takket ja til at møde Publicistklubbens medlemmer til en debat om nutidens og fremtidens DR i koncertsalens restaurant.
Trods ihærdige forsøg fra Nynne Bjerre Christensen, sekunderet af skarpe spørgsmål fra Erik Ove, Samuel Rachlin, Kurt Strand og Anna von Lowsow, måtte forsamlingen konstatere, at Marianne Bedsted ikke ligefrem buldrede frem med klare mål og visioner for landets største kulturinstitution.
Den nye formand, der har siddet for bordenden i et år, ruttede ikke med budskaberne. Om det er forsigtighed eller jysk besindighed, der er årsagen, ja det er svært at afgøre, men vi må vente nogen tid endnu på DR-formandens holdninger til, hvor DR skal hen og hvilke styrker og svagheder, hun ser i DR. Aftenens arrangement i DR Byen afslørede ikke mange detaljer om formanden strategi for at fastholde DR’s styrke og position efter den første sparerunde med nedskæringer på 20 pct. og udsigten til en kommende runde to. ”Vi er i dialog med de relevante politiske ordførere,” sagde Marianne Bedsted.
Hun fortalte, at hun læser nyheder på sin telefon. Hun hører P1, når hun er på landevejen og P3 om morgenen på grund af den gode musik, og hun ser også TV Avisen og læser mange aviser. Og nej, hun ønskede ikke at kommentere enkeltprogrammer på DR eller afsløre sin holdning til eksempelvis lukningen af DR K.

Exit mobile version