Tilmeld dig vores nyhedsbrev

    Publicistprisen blev torsdag uddelt til journalist, forfatter og chefredaktør Martin Krasnik, der fik prisen for sit mangeårige virke som publicistisk stemme og aktør. Den Danske Publicistklub, der står bag prisen, uddelte også priserne Talentprisen og Dokumentarprisen ved den årlige Publicistfest.

    Som begrundelse for motiveringen af prisen til Martin Krasnik siger juryen:

    “Martin Krasnik er publicist fra inderst til yderst. På samme tid både moderne og gammeldags i sin form og stil. Intellektuelt rager han også op i landskabet, og han har i flere årtier været en udfordrende stemme lige meget om det er i det skarpe interview på tv, som skrivende journalist eller som chefredaktør på Weekendavisen. Hans publicistiske udgangspunkt tager ofte afsæt i eget liv, men med akademisk overbygning i såvel ledere som artikler. I den aktuelle konflikt i Israel og Gaza har Krasnik været en væsentlig stemme i den bredere offentlighed med sin bogudgivelse ‘En smal bro over afgrunden’, der har bragt dybere forståelse og en mulig retning for løsning af en konflikt, der virker uløselig.”

    Martin Krasnik har arbejdet som journalist siden 1994, hvor han blev ansat som praktikant på Weekendavisen. Han har siden 2017 fungeret som chefredaktør for Weekendavisen.

    Publicistprisen uddeles årligt af Den Danske Publicistklub, et netværk for journalister og mediefolk. Prisen har været uddelt siden foreningens 100-års jubilæum i 1980.

    Foreningen har sin egen jury, der står for tildelingen, og den består af Tom Jensen, Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Sandy French, nyhedsdirektør på DR, Ulla Pors, nyhedsdirektør på TV 2, Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten, journalist Tor Arnbjørn samt formand i Den Danske Publicistklub Jesper Jürgensen.

    Louise Dalsgaard hædret med Talentprisen

    Prisuddelingen blev afholdt hos Klub i København torsdag aften, og her blev også journalist og retsreporter, Louise Dalsgaard, hædret med Talentprisen.

    “Gennem flere år har Louise Dalsgaard sikkert og vedholdende oplyst seere, læsere og lyttere om samfundsmæssigt relevante krimisager og kompliceret retsstof – altid med etikken i centrum. For Louise Dalsgaard handler det aldrig om hende selv. Hendes fokus er hele tiden at afklare omstændighederne omkring en sag, lige meget om det er rockere eller IS-krigere. Hun er et kæmpe journalistisk talent og i en klasse for sig selv, når det handler om at dække kriminalstoffet.” lød det i begyndelsen fra juryen.

    Artikel om “Dødvande” hædret med Dokumentarprisen

    Sidste pris, der blev uddelt til Publicistfesten, var Dokumentarprisen, og den gik til fotograferne Asger Ladefoged og Mathias Svold, samt journalist Michael Lund fra Berlingske for deres dækning af dødvande i de danske have.

    Juryens begrundelse lyder bl.a.:

    “Fotoreportagen “Dødvande” viser, at den bedste journalistik ofte er den, der helt enkelt viser virkeligheden præcis, som den er. Show it, don’t tell it. Over et år dykkede de to fotografer ned på havbunden i danske farvande og dokumenterede på chokerende vis, hvordan alt liv i store områder var forsvundet som følge af iltsvind. Billederne og videoerne er resultatet af en enestående journalistisk vedholdenhed. Virkningen var øjeblikkelig: På få dage gik billederne viralt på de sociale medier, og en sand folkestorm rejste sig. Siden har havmiljøets tilstand i Danmark været højt på den politiske dagsorden.”

    Leave A Reply

    Derfor fortjener de årets Publicistpris

    Årets nominerede til Publicistprisen har gjort sig fortjent til anerkendelsen ved at forny, fordybe og udfordre den offentlige samtale – hver på deres måde.


    Lea Korsgaard har som chefredaktør og medstifter af Zetland været en drivende kraft bag mediets succes og voksende betydning i det danske mediebillede.
    Med sin stærke publicistiske stemme og visionære tilgang har hun sat en ny standard for digital journalistik – hvor klassiske dyder smelter sammen med nærvær og nytænkning.
    Hun insisterer på journalistik, der går i dybden, formidles med respekt og bygger på tillid – ikke sensation.
    Lige siden hun var ung journalist, har hun markeret sig med energi og ambition. Hun har ikke bare udviklet, men udvidet dansk publicisme og styrket den demokratiske samtale.

    Matilde Kimer har i årevis som DR’s Rusland- og Ukrainekorrespondent insisteret på, at forståelsen af netop de to lande er afgørende – også for Europas fremtid.
    Længe før invasionen ændrede vores hverdag og sikkerhedspolitik, viste hun, hvorfor konflikten er vigtig. Og hun fik ret.
    Med brændende engagement og stærk faglighed har hun givet os indsigt i historie, sprog og mentalitet.
    Hun kalder sig ikke krigskorrespondent, men Rusland- og Ukrainekorrespondent. Hun rejste ikke efter krigen – krigen kom til hendes stofområde. Og hun bliver ved.

    Sørine Godtfredsen – cand.theol., sognepræst, debattør og podcastvært – er også en markant publicistisk stemme i offentligheden.
    Hun skriver og taler med et intellekt, der rækker ud over det aktuelle og inddrager det principielle og eksistentielle.
    Hun forener teologisk indsigt og journalistisk håndværk i en personlig og præcis formidling af tidens dybere spørgsmål.
    Hun tør stå uden for tidens strømninger og tale klart om grundlæggende værdier – og sætte aktuelle emner i idé- og kulturhistorisk perspektiv.

    This will close in 0 seconds