Tilmeld dig vores nyhedsbrev

    Publicistprisen blev fredag uddelt til journalist Rasmus Tantholdt for sin journalistiske indsats som krigskorrespondent, der har sat nye journalistiske standarder for dækningen af krig i dansk tv. Den Danske Publicistklub, der står bag prisen, uddelte også priserne Rebelprisen og Dokumentarprisen.

    “I hele sin karriere har Rasmus haft en enestående evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Ruslands krig mod Ukraine er nok vor tids største historie og Rasmus Tantholdt var den eneste danske journalist i Kiev fra krigens begyndelse. Rasmus er ikke ekspert i Ukraine, Irak, Afghanistan, Hong Kong eller Syrien, men han bliver det meget hurtigt, når han kaster sit talent ind i historierne og får de menneskelige perspektiver med i sine fortællinger. Rasmus er en publicist i verdensklasse,” lød det i begrundelsen fra juryen.

    Rasmus Tantholdt har været ansat som krigskorrespondent på TV 2 siden 2000 og har dækket krige og konflikter i hele verden i næsten 20 år.

    Publicistprisen uddeles årligt af Den Danske Publicistklub, der er et netværk for journalister og mediefolk. Prisen har været uddelt siden foreningens 100-års jubilæum i 1980. Med prisen følger 15.000 kroner.

    Foreningen har sin egen jury, der står for tildelingen, og den består af Tom Jensen, Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Sandy French, nyhedsdirektør på DR, Ulla Pors, nyhedsdirektør på TV 2, Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten, samt formand og næstformand i Den Danske Publicistklub, Jesper Jürgensen og Lars Mandal.

    Line Ritz hædret med Rebelprisen

    Prisuddelingen blev afholdt hos JP/Politiken i København fredag aften, og her var det ikke kun Rasmus Tantholdt, der blev hædret. Det gjorde Journalist Line Ritz, der i 2020 valgte at sige sit job op på TV 2 for at lave dokumentaren “MeToo: Sexisme bag skærmen” også. Hun modtog Rebelprisen for at have skabt forståelse af, hvor omfattende en sexistisk kultur, der herskede på både TV 2, i hele mediebranchen og i resten af samfundet.

    “Når medierne kræver åbenhed af andre, må medierne også kaste lys over sig selv. Line Ritz handlede i journalistikkens sande ånd. Hun trodsede sin ubekvemme ledelse og satte hensynet til historien højere end hensynet til sin egen jobsikkerhed. Gennem et meget dygtigt arbejde med sårbare kilder og etiske benspænd udviste hun et ukueligt mod og en ekstraordinær personlig drivkraft i at lave den vigtige dokumentar,” lød det i begyndelsen fra juryen.

    Dokumentarprisen

    Sidste pris, der blev uddelt på aftenen, var Dokumentarprisen, og den gik til journalisterne Camilla Stockmann og Lea Wind-Friis fra Politiken for deres dækning af seksuelle krænkelser og systematisk magtmisbrug i DR Pigekoret og senere også på det traditionsrige Skt. Annæ Gymnasium.

    De to journalister fik prisen for et meget omfattende kildearbejde, sproglig præcision og med utrættelig vedholdenhed at lykkedes at præstere afgørende, væsentlig journalistik inden for et svært område.

    “Med et meget omfattende kildearbejde, sproglig præcision og utrættelig vedholdenhed lykkedes det de to journalister at præstere væsentlig journalistik af en ypperlig kvalitet. Projektet har med rette ført til omfattende konsekvenser for de ansvarlige og sat nye standarder for journalistikken,” lød det i begrundelsen til prisen.

    —-
    Fra venstre: Line Ritz, Rasmus Tantholdt, Lea Wind-Friis og Camilla Stockmann

    Comments are closed.

    Derfor fortjener de årets Publicistpris

    Årets nominerede til Publicistprisen har gjort sig fortjent til anerkendelsen ved at forny, fordybe og udfordre den offentlige samtale – hver på deres måde.


    Lea Korsgaard har som chefredaktør og medstifter af Zetland været en drivende kraft bag mediets succes og voksende betydning i det danske mediebillede.
    Med sin stærke publicistiske stemme og visionære tilgang har hun sat en ny standard for digital journalistik – hvor klassiske dyder smelter sammen med nærvær og nytænkning.
    Hun insisterer på journalistik, der går i dybden, formidles med respekt og bygger på tillid – ikke sensation.
    Lige siden hun var ung journalist, har hun markeret sig med energi og ambition. Hun har ikke bare udviklet, men udvidet dansk publicisme og styrket den demokratiske samtale.

    Matilde Kimer har i årevis som DR’s Rusland- og Ukrainekorrespondent insisteret på, at forståelsen af netop de to lande er afgørende – også for Europas fremtid.
    Længe før invasionen ændrede vores hverdag og sikkerhedspolitik, viste hun, hvorfor konflikten er vigtig. Og hun fik ret.
    Med brændende engagement og stærk faglighed har hun givet os indsigt i historie, sprog og mentalitet.
    Hun kalder sig ikke krigskorrespondent, men Rusland- og Ukrainekorrespondent. Hun rejste ikke efter krigen – krigen kom til hendes stofområde. Og hun bliver ved.

    Sørine Godtfredsen – cand.theol., sognepræst, debattør og podcastvært – er også en markant publicistisk stemme i offentligheden.
    Hun skriver og taler med et intellekt, der rækker ud over det aktuelle og inddrager det principielle og eksistentielle.
    Hun forener teologisk indsigt og journalistisk håndværk i en personlig og præcis formidling af tidens dybere spørgsmål.
    Hun tør stå uden for tidens strømninger og tale klart om grundlæggende værdier – og sætte aktuelle emner i idé- og kulturhistorisk perspektiv.

    This will close in 0 seconds