Tilmeld dig vores nyhedsbrev

    Den Danske Publicistklub har netop afholdt generalforsamling og leveret et resultat, der vidner om en styrket forening, der sætter fokus på publicisme.

    “Jeg er glad for, at vi leverer et godt resultat i foreningen med et lille økonomisk overskud, der skal anvendes til arrangementer for vores medlemmer. Vi vil i det kommende år bruge pengene på at lave endnu bedre arrangementer, der sætter fokus på publicisme. Lige nu er vi inde i en rigtig god gænge. Vi vokser stille og roligt i antallet af medlemmer, og så kan vi se, at mange af de unge publicister også har fået øjnene op for foreningen,” siger Jesper Jürgensen, formand for Den Danske Publicistklub, der blev genvalgt på generalforsamlingen.  

    I mere end 140 år har Den Danske Publicistklub eksisteret med det formål at skabe et mødested for publicister. Foreningen er ikke en fagforening eller en klub for arbejdsgivere. Den er ikke selv politisk, men er for de politisk interesserede.

    ”Det er vigtigt hele tiden at have fokus på, at vores debatter afspejler de diskussioner som er omkring publicisme og den rolle, som publicismen har i vores samfund. Ved de seneste af vores arrangementer har vi bl.a. fokuseret på hvilken rolle AI spiller for publicismen og har haft en debat om pressen og kongehuset,” siger Jesper Jürgensen.

    Hvert år tilbyder Publicistklubben godt 10 debatter med fokus på publicisme. Det mest kendte arrangement er den legendariske debat efter valget, hvor partiledere mødes til en debat om valgkampen og valgresultatet. Publicistklubben står også bag uddelingen af Publicistprisen og en række andre priser, der hvert år uddeles ved Publicistfesten.

    Sidste år gjorde Publicistklubben det gratis for alle studerende og journalistpraktikanter at blive medlem af klubben. Den 30. maj afholder foreningen sin årlige Publicistfest, hvor bl.a. Publicistprisen uddeles.

    I bestyrelsen for Den Danske Publicistklub sidder udover formanden, Jesper Jürgensen, også Tor Arnbjørn (næstformand), Lisbeth Langwadt, Nynne Bjerre Christensen, Nina Rølle, Joachim Claushøj Bindslev, Helene Kristine Holst og Maya Tekeli. Sidstnævnte blev valgt ind som suppleant ved generalforsamlingen, hvor Lars Mandal trak sig fra bestyrelsen.

    Lars Mandal har været en del af bestyrelsen i en årrække og besad i flere posten som næstformand for foreningen.  

    “Jeg vil godt takke Lars for en kæmpe indsats for foreningen og at stå bag en række gode debatter. Det er i høj grad også Lars’ fortjeneste, at vi som forening står styrket i arbejdet med at højne debatten om publicisme,” siger Jesper Jürgensen.

    Comments are closed.

    Derfor fortjener de årets Publicistpris

    Årets nominerede til Publicistprisen har gjort sig fortjent til anerkendelsen ved at forny, fordybe og udfordre den offentlige samtale – hver på deres måde.


    Lea Korsgaard har som chefredaktør og medstifter af Zetland været en drivende kraft bag mediets succes og voksende betydning i det danske mediebillede.
    Med sin stærke publicistiske stemme og visionære tilgang har hun sat en ny standard for digital journalistik – hvor klassiske dyder smelter sammen med nærvær og nytænkning.
    Hun insisterer på journalistik, der går i dybden, formidles med respekt og bygger på tillid – ikke sensation.
    Lige siden hun var ung journalist, har hun markeret sig med energi og ambition. Hun har ikke bare udviklet, men udvidet dansk publicisme og styrket den demokratiske samtale.

    Matilde Kimer har i årevis som DR’s Rusland- og Ukrainekorrespondent insisteret på, at forståelsen af netop de to lande er afgørende – også for Europas fremtid.
    Længe før invasionen ændrede vores hverdag og sikkerhedspolitik, viste hun, hvorfor konflikten er vigtig. Og hun fik ret.
    Med brændende engagement og stærk faglighed har hun givet os indsigt i historie, sprog og mentalitet.
    Hun kalder sig ikke krigskorrespondent, men Rusland- og Ukrainekorrespondent. Hun rejste ikke efter krigen – krigen kom til hendes stofområde. Og hun bliver ved.

    Sørine Godtfredsen – cand.theol., sognepræst, debattør og podcastvært – er også en markant publicistisk stemme i offentligheden.
    Hun skriver og taler med et intellekt, der rækker ud over det aktuelle og inddrager det principielle og eksistentielle.
    Hun forener teologisk indsigt og journalistisk håndværk i en personlig og præcis formidling af tidens dybere spørgsmål.
    Hun tør stå uden for tidens strømninger og tale klart om grundlæggende værdier – og sætte aktuelle emner i idé- og kulturhistorisk perspektiv.

    This will close in 0 seconds