Formand Reimer Bo runder endnu et skarpt hjørne.
Stort tillykke til manden, der med ildhu, iderigdom og altid insisterende positiv energi har banket nyt liv i vores snart 140-årige Publicistklub.
Ud over det kæmpemæssige engagement i publicisternes klub får Reimer Bo tid til at passe børn og børnebørn, vandre i Lapland, cykle lange ture, producere dokumentarfilm, rådgive politikere, udvikle podcastserier, skrive provokerende klummer i Jyllands-Posten og styre løjerne på den store scene på Folkemødet, når det ikke bliver lagt ned af corona, som desværre også har udskudt formandens fortjente fest for de nærmeste.
Vi er nogle stykker, der har haft fornøjelsen af at kende Reimer Bo i mange år. I 1978 løb jeg selv første gang ind i den dengang rødhårede thybo på TV-avisen i det gamle Radiohus på Rosenørns Alle. Reimer spillede lystigt på sin harmonika, lavede revyer og jagtede pampere og udspekulerede arbejdsgivere som kritisk arbejdsmarkedsjournalist.
Også dengang var fællesnævneren publicisme, debat og journalistik i det offentliges tjeneste. Da han forleden blev spurgt af en yngre gæst til en live-debat på Facebook, hvorfor han var så engageret i Publicistklubben, svarede han ærligt: Fordi det er vigtigt, og fordi jeg kan lide det.
Tak for det, og et kæmpestort tillykke med de 70 år!
Lars Mandal
Foto: Ari Mikael Zelenko